Dette afsnit er for folk, som gerne vil lave et ekstra grundigt tjek af dækningen, der hvor de bor. Det tager lidt ekstra tid, men er en god ide for dem, der bor på landet hvor dækningen er mindre god.

Mast med 2g og 3g

Langt de fleste mennesker har ikke brug for andet end internetudbydernes dækningskort. De er designet til at være let gennemskuelige, og kræver ikke den store tekniske indsigt – til gengæld bør man heller ikke stole blindt på dem.

Hvis du bor i et område med dårlig dækning, så er det nemlig ikke altid, internetudbydernes dækningskort er nok til at give dig et overblik over dækningen. Det skyldes, at kortene er baseret på beregninger og derfor ikke tager højde for, at der for eksempel kan stå en samling store træer i vejen mellem dit hus og den nærmeste sendemast.

Sådan nogle ting har normalt ikke særlig meget at sige, men hvis dækningen i forvejen ikke er i top, så vil det kunne have rigtig stor indflydelse på den hastighed, du kan få.

Hvis du bor i et område med dårlig dækning, er det derfor en god ide at slå din adresse op i Mastedatabasen, som er en oversigt over alle danske sendemaster. Når du slår din adresse op i Mastedatabasen, kan du se hvilke internetudbydere, der har opstillet sendemaster til trådløst internet, der hvor du bor, og til forskel fra internetudbydernes dækningskort, så viser Mastedatabasen dig den præcise placering af sendemasterne.

Vigtigt: Når du bruger Mastedatabasen skal du huske at sammenligne med internetudbyderens dækningskort, så du kan se, hvor “kraftige” masterne er.

Sådan bruger du Mastedatabasen

Mastedatabasen kan være lidt besværlig at bruge første gang, da den indeholder utroligt meget information og tekniske begreber. Du skal derfor “grave” lidt, før du kan se de sendemaster, som bliver brugt til at levere trådløst internet.

Det er vigtigt, at du udfører trinene i den rigtige rækkefølge, da du ellers risikerer at skulle vente på, at der bliver indlæst et kort over samtlige sendemaster i Danmark, hvilket kræver en del tålmodighed.

  1. Åben www.mastedatabasen.dk.
  2. Skriv din adresse i søgefeltet og tryk “søg”.
  3. Vælg “Tjenestetyper: Mobiltelefoni” og “Teknologier: UMTS” i de to menuer i nederste venstre hjørne.
  4. Vælg “Eksisterende positioner” i nederste venstre hjørne, og tryk “Vis” (vælg eventuelt også fremtidige, hvis du gerne vil vente lidt, hvis bare signalet bliver godt)
  5. Vent indtil du kan se en række grønne prikker på kortet (du skal stort set altid zoome lidt ud for at se dem). Hver prik repræsenterer en sendemast, og ved at trykke på den, kan du se, hvilket teleselskab den tilhører .
  6. Når du har set hvilke selskaber, der har sendemaster i nærheden, så kig på internetudbyderens dækningskort, så du kan være sikker på, udbyderen kan levere den hastighed, du forventer.

Læs mere om dækning