3G er stadig den mest brugte signaltype til mobilt bredbånd. I Danmark er der rigtig god 3G-dækning, og de fleste steder vil mindst et par af udbyderne have dækning.

Især i byerne er der god dækning, og i de største danske byer kan alle udbyderne tilbyde fornuftig dækning de fleste steder – alligevel kan du dog opleve huller og dårlig dækning.

Problemerne er dog størst i de tyndt befolkede områder, og jo længere væk fra større byer du bor, jo vigtigere bliver det at undersøge 3G-dækningen, inden du køber mobilt bredbånd.

Husk dog på, at du altid har 14 dages fortrydelsesret, så hvis du bliver skuffet over dækningen, der hvor du bor, kan du altid fortryde dit køb.

Udbydernes dækningskort

Nedenfor finder du udbydernes dækningskort. Vær dog opmærksom på, at de som standard viser den udendørs dækning, og den hastighed du vil opleve vil derfor næsten altid være lavere, end det dækningskortet lægger op til. I det hele taget er dækningskortene vejledende.

Hvis dækningskortene viser mere end 4 Mbit, kan du som regel godt bruge din forbindelse i området, men vil du kunne streame musik og tv bare nogenlunde problemfrit skal du helst op på endnu højere forventede hastigheder til mobilt bredbånd.

3’s dækningskort – bruges også af Oister.

TDC’s dækningskort – bruges også af Telmore, Fullrate, M1 og Onfone.

Telias dækningskort – bruges også af CallMe

Telenors dækningskort – bruges også af CBB Mobil

Hvordan er dækningen generelt

Generelt har 3 ry for at have den bedste 3G-dækning, men de øvrige udbydere har halet ind på dem. Telia har det bedste 4G-netværk, men er efterhånden også tæt på 3 i 3G-dækning. TDC og Telenor halter en smule efter, men derfor kan de stadig være et glimrende valg i mange områder.

3’s styrke er især i yderområderne – i byerne kan de øvrige udbydere sagtens tilbyde tilsvarende hastigheder de fleste steder, og både 3 og de øvrige udbydere har huller selv i København, Aarhus og de øvrige største byer i Danmark.

Telenor og TDC er dog umiddelbart de to udbydere med flest og størst huller i byerne i deres 3G-dækning.